Et overvågningskamera er en billig og tryg løsning

25 juni 2020
Søren Black

Et overvågningskamera kan øge din tryghed og medvirke til at få straffet folk, der begår noget kriminelt. Læs med her, og bliv klogere på de kameraer, der findes på markedet, og hvordan reglerne er for at benytte dem.

Danmark er desværre et af de lande, hvor der sker flest indbrud pr. indbygger, ligesom mange oplever, at der bliver begået hærværk på for eksempel deres bil, når den holder på gaden om natten.

Har du oplevet at komme ned på gaden og finde en lang ridse på siden af din vogn, ville du nok ønske, at et kamera havde filmet gerningsmanden, så du kunne retsforfølge vedkommende – politiet herhjemme har nemlig ofte store udfordringer med at opklare de mange indbrud og de hærværkssager, der bliver begået.

Debatten om, hvor der skal opsættes overvågningskameraer i det offentlige rum, rammer af og til medierne – og der er tale om et er et valg mellem øget tryghed eller personlig frihed. Trygheden kan bestå i, at gerningsmænd i nogle tilfælde bliver afskrækket fra deres kriminalitet, når de ved, et overvågningskamera holder øje med dem. Men omvendt koster overvågning med kameraer også personlig frihed for nogle mennesker. Hvem vil ikke gerne kunne gå til bageren, uden at ende på en film? Her må man opveje, hvad der er vigtigst.

I Danmark har vi flere villaindbrud end i vores nabolande. Måske vil et overvågningskamera næppe afholde en udenlandsk tyvebande fra deres ugerninger, men gode billeder fra kameraerne kan medvirke til, at de kriminelle bliver dømt, når de engang bliver taget af politiet.

Heldigvis kan du forholdsvis let montere et overvågningskamera på din egen grund, så længe du bare overholder nogle simple regler, og mange af modellerne kører på batterier, så du slipper for at trække mange meter kabel henover din græsplæne for at få glæde af overvågningskameraet.

 

 

Hvilke typer overvågningskameraer findes på markedet?

Markedet for overvågningskameraer er en blandet landhandel, hvor du kan finde mange forskellige produkter alt efter, hvad dit behov måtte være. For langt de fleste af kameraerne gælder det, at de for eksempel kan integreres med de smart home-løsninger, du allerede kender. Det er for eksempel Alexa, Google Assistant eller HomeKit – og det gør kameraerne utrolig enkle at benytte.

Overvågningskameraerne har også den fordel, at de er blevet både billige og virkelig nemme at sætte op. De trådløse kameraer, der er batteridrevne, er langt de mest fleksible, når det kommer til montering. Her slipper du altså for at skulle grave en lang ledning ned i din plæne. Overvågningskameraer der benytter batterier, er også de mest stabile, og det skyldes, at kameraer, der kræver strøm fra en ledning, kan blive ramt af strømsvigt eller lignende.

De trådløse kameraer kan dog blive lidt dyrere i drift, da de af og til skal have skiftet batteriet. Hvor længe sådan et batteri i et kamera kan holde, afhænger af, hvor meget der skal filmes, hvordan vejret arter sig, og hvilken model du har anskaffet. Mange batterier kan dog genoplades, og genopladelige batterier har – alt efter kvaliteten – en batteritid på alt lige fra tre måneder og op til to år per opladning. Der findes dog også kameraer, der benytter solenergi, men det er kun et supplement til batteriet, da kameraet jo også gerne skal fungere efter mørkets frembrud.

 

Hvad koster et overvågningskamera?

Du kan i dag få et kamera til baghaven for helt ned til 200 kr., men du kan også få en noget dyrere udgave, der er udstyret med nattesyn og kan optage i HD. Derudover kan de bedre modeller også lagre dine optagelser ved hjælp af cloud-baserede løsninger, hvilket gør det unødvendigt at benytte SD-kort. Denne løsning er smart, da optagelserne dermed ligger gemt godt af vejen for personer, som kunne have en interesse i at få dem skaffet af vejen. Desværre kan du ofte risikere at skulle betale for at få dine optagelser gemt i en virtuel sky – et abonnement vil typisk koste omkring 20-30 kroner per måned, men så får du også adgang til ældre optagelser, som du pludselig en dag kan få brug for.

 

Hvordan vælger du det rette kamera?

Et godt råd er at gå efter et overvågningskamera, der filmer i en høj opløsning. Jo højere en opløsning kameraet er udstyret med, jo bedre bliver billedkvaliteten, og netop en god billedkvalitet er afgørende for, at politiet og forsikringsselskaberne kan bruge billederne til at genkende en gerningsmand i det efterfølgende opklaringsarbejde.

De fleste overvågningskameraer sælges i dag som standard med en HD opløsning, der er på 1080p. De kan dog også fås med en lavere opløsning på 720p, men så bliver billedkvaliteten også derefter. Har du midlerne, kan du også anskaffe dig en endnu højere opløsning – nemlig på 1440p.

Når du indleder jagten efter det perfekte overvågningskamera, skal du gøre op med dig selv, hvor det skal bruges henne. Der er nemlig stor forskel på, om kameraet skal filme indendøre i et butikscenter, eller om det skal fungere på en parkeringsplads efter solnedgang. Et udendørskamera kan for det meste godt bruges indendørs, men tager du derimod et indendørskamera og sætter op uden for huset, risikerer du, at det kortslutter, når luftfugtigheden stiger.

 

 

Hvordan får jeg mit overvågningskamera til at fungere bedst?

Anbefalingerne fra sikkerhedseksperterne lyder, at du bør montere dit overvågningskamera ved enten hoveddøren, bagdøren eller ved de vinduer, der vender væk fra gaden. Især din hovedør er vigtig at overvåge, da omkring en tredjedel af alle indbrud sker igennem den. Selve kameraet bør du placere mindst tre meter over jorden, så en gerningsmand ikke får mulighed for at ødelægge det – men samtidig skal du passe på, at overvågningen ikke sættes alt for højt, da det kan gøre det sværere at identificere forbipasserende. Sørger du for, at kameraet er tilpas synligt, kan det i mange tilfælde afskrække tyveknægten fra at bryde ind. Overvejer du et indendørs overvågningskamera, bør du opsætte det ved dine indgange eller i de rum, hvor du har flest værdigenstande opbevaret.

Før du investerer i et udendørs overvågningskamera, bør du tjekke, om dit wi-fi kan række på hele din grund – mange nyere kameraer bruger nemlig netværk til for eksempel at gemme dine optagelser i skyen. Det nemmeste er at tjekke med din smartphone eller tablet, om der er netværksdækning, der hvor du har planer om at opsætte dit kamera. Kan dit wi-fi ikke række, kan problemet let løses med en netværksforstærker, eller ved at du får dit teleselskab til at opgradere netværksforbindelsen.

Et overvågningskamera kan også bruges som vildtkamera til at overvåge skovens dyr. Når kameraet befinder sig langt fra et trådløst netværk, kan du i stedet benytte et kamera med SIM-kort – på den måde kan du sidde behageligt hjemme i stuen og holde øje med, om der skulle komme en ræv eller grævling forbi dit overvågningskamera.

Når du har fået opsat dit overvågningskamera uden for huset, er det tid til at vælge, om det skal filme døgnet rundt, eller om det først skal starte, når der registreres en form for bevægelse i billedet. Vælger du sidstnævnte løsning, kan du få en advarsel på din smartphone, og på en app vil du kunne få det billede, overvågningskameraet viser – dermed har du mulighed for at ringe til politiet, hvis der pludselig er ubudne gæster på din grund. Nogle overvågningskameraer er også udstyret med en alarm, der går i gang, så snart noget bevæger sig forbi linsen. Dette kan have den ulempe, at du skræmmer for eksempel en fredelig nabo, der passerer kameraet med reelle hensigter.

 

 

Hvilken type overvågningskamera skal jeg vælge?

Hvilket kamera du skal vælge, afhænger fuldstændigt af dit behov, men fælles for alle overvågningskameraer på markedet er, at det er en langt billigere løsning, end det at skulle have professionelle sikkerhedsfolk til at holde vagt i din have. Har du for eksempel et sommerhus, hvor du ikke er forbi så ofte, er et overvågningskamera helt genialt til at passe på det.

Nedenfor kan du læse om nogle af de mest populære overvågningskameraer på markedet. Her er kameraer i forskellige prisklasser og med mange lækre funktioner.

 

Wyze Cam V2

Med Wyze Cam V2 får du et utroligt billigt overvågningskamera, der dog er afhængigt af et strømkabel. Kameraet kan filme i HD opløsning, og tilbyder dig lagring af billeder i både skyen eller på et MicroSD kort. Derudover får du night vision, og muligheden for at integrere kameraet med smart home-løsningerne Alexa og Google Assistant.

Prisen på Wyze Cam V2 er virkelig et godt argument for at købe denne løsning; kameraet kan nemlig fås for bare 200 kr. Derudover følger der en gratis cloud-løsning med, som gemmer videoklip af cirka 12 sekunders varighed i op til 14 dage – dermed sparer du det månedlige gebyr til leverandørerne af de cloud-løsninger, som vi alle bliver mere og mere afhængige af.

 

Ring Spotlight Cam

Dette kamera giver dig rigtig meget beskyttelse for prisen. Her får du nemlig et overvågningskamera, der filmer i en opløsning på 1080p, har night vision og endelig har en sirenealarm på hele 110 decibel, der nok skal skræmme selv den mest ivrige bandit fra at bryde ind i dit hjem. En virkelig smart finesse her er også, at du selv kan vælge, om kameraet skal benytte batteri eller strømkabel.

Ring Spotlight Cam kan fås for omkring 1.400 kr. Du bør dog være opmærksom på, at der følger en månedlig betaling på cirka 25 kr. med dette produkt, for at du kan gemme dine filer i en virtuel sky.

 

Ring Stick Up Cam Solar

Dette overvågningskamera skiller sig ud fra konkurrenterne ved, at du kan lade det køre på solenergi. Dette kræver dog et solpanel, der skal købes ved siden af. Men med dette solpanel får du med blot et par timers sollys et overvågningskamera, der kan fungere døgnet rundt. Selve kameraet kan dog også fungere med et strømkabel eller et genopladeligt batteri. Ring Stick Up Cam Solar tilbyder dig også night vision, Cloud lagring mod gebyr og smart home integration med løsningerne Alexa og ikke mindst Rings eget system. Ring Stick Up Cam Solar kan fås fra omkring 1.500 kr., solpanelet til kameraet koster omkring 400 kr., og endelig koster adgangen til den cloud-baserede løsning her cirka 25 kroner om måneden.

 

Arlo Pro 3

Med Arlo Pro 3 får du det overvågningskamera, der er branchens svar på en Ferrari. Her får du billeder i en opløsning på hele 1440p, og det bedste er, at disse kan live streames. Derudover får du virkelig lækre funktioner som for eksempel night vision i farver, 12x digital zoom og ikke mindst integreret spotlight. Endelig kan dette overvågningskamera benyttes sammen med smart home-løsninger som Alexa, Google Assistant og Apple HomeKit.

Arlo Pro 3 koster omkring 4.600 kr. at anskaffe, og der følger en betaling til de cloud-baserede løsninger med på omkring 50 kr./ måned. Har du pengene, og kan du leve med en pris på over 4.000 kr., får du her et premiumkamera, der må siges at befinde sig i superligaen for overvågningsudstyr.

 

EufyCam 2C

Med EufyCam 2C får du et virkelig godt overvågningskamera, der også ligger i den dyre ende. Kameraet stikker af fra konkurrenterne ved at kunne tilbyde diagonal field of view på 135 grader og ikke mindst et genopladeligt batteri, der kan holde i op til seks måneder på en opladning. Er du stor fan af Apples produkter, så vil du elske, at dette kamera, der en af de bedste på markedet til at integrere med Apples smart home-løsning; HomeKit.

EufyCam 2C kan fås fra omkring 2.800 kr.

 

Hvordan er reglerne for at opsætte et overvågningskamera?

Reglerne for at opsætte et overvågningskamera hjemme hos dig selv er ganske enkle. Du må overvåge din egen matrikel alt det, du måtte ønske dig, men du må ikke overvåge noget, der ikke hører til din private grund.

Sætter du for eksempel et overvågningskamera op på din carport, skal det pege ind mod din grund, så det ikke optager, hvad der sker ude på vejen. Kameraet må altså ikke fange nogle af de områder, der hører med til det offentlige rum, men du må dog filme almindelig færdsel, hvis formålet er at holde øje med indgangen til dit hus – i sådanne tilfælde må optagelserne dog ikke gemmes på hverken bånd eller computer.

Optagelserne fra dit overvågningskamera må ikke offentliggøres – heller ikke selvom det kan være en potentiel gerningsmand, du har fanget på dit kamera. Det betyder, at billederne ikke må deles på for eksempel Facebook, og hvis du ønsker, at optagelserne alligevel skal ud til offentligheden, må det kun ske som en del af en kriminalitetsopklaring – og det er op til myndighederne at afgøre den slags.

FAQ BOKS

Er det lovligt at filme løs med et overvågningskamera?

Ja. Så længe du bare filmer på din egen grund. Dit kamera må altså ikke pege ud på kommunens fortov, hvor tilfældige borgere kan ske at komme med på din optagelse. Du må heller ikke dele optagelserne på for eksempel Facebook. Vil du dele dine optagelser med offentligheden, er det noget, myndighederne skal tage stilling til.

Hvad koster et overvågningskamera?

Overvågningskameraer kan fås i alle prisklasser. Du kan få en billig udgave for bare 200 kr., men du kan også vælge superudgaven til omkring de 4000 kr. Jo mere du betaler for dit kamera, jo bedre billedkvalitet vil du få.

Kan jeg selv montere et overvågningskamera?

Ja. Moderne overvågningskameraer er ret så nemme selv at sætte op i haven. Vælger du et kamera, der kører på batteri, slipper du desuden for at trække en lang ledning henover grunden.

Flere Nyheder